PULLED DUCK BURGER

​l Sværhedsgrad: Nem l Antal personer: 4-6 l Arbejdstid: ca. 30 minutter l Stegetid: Ca. 5 timer l

Det skal du bruge​

And & BBQ sauce

  • Anton hel and (ca. 3000 g)
  • 2 dl ketchup
  • 2 spsk. brun farin
  • 3-4 spsk. balsamico
  • 2 tsk. røget paprika
  • ½ tsk. cayennepeber​

Coleslaw

  • 5 spsk. mayonnaise
  • 5 spsk. cremefraiche 18%
  • ½ spidskål
  • 4-5 gulerødder
  • Vineddike

Burgerboller

  • 50 g gær
  • 2 dl lunkent vand
  • 2 spsk. olie
  • 1 spsk. sukker
  • 1 æg
  • 400-450 g mel
  • 1½ tsk. salt​

Tilberedning

BBQ sauce

Ketchup, brun farin, balsamico, røget paprika og cayennepeber (lidt ad gangen) blandes sammen og smages til. BBQ saucen skal være sur/sød med en let røgsmag.

Pulled duck

Ovnen forvarmes til 150 °C. Indmaden tages ud og anden skylled indvendig. Skindet ridses henover hele anden, husk ikke at skære ned i kødet. Anden pensles med BBQ saucen, lægges med brystet nedad i et ovnfast fad og sættes i den forvarmede ovn i ca. 5 timer. Anden vendes hver time, hvor den også pensles med BBQ saucen. Efter 5 timer lægges anden med brystkødet opad og ovnen skrues op på 220 °C (varmluft). Anden tages ud, når skindet er sprødt. Lad anden køle en smule af. Alt kødet trækkes af anden med to gafler og lægges på et fad og blandes med 2-3 spsk. BBQ sauce.

Coleslaw

Mayonnaise og cremefraiche blandes og smages til med vineddike. Spidskålen snittes meget fint og blandes med revet gulerod. Det hele blandes sammen og bør trække i mindst en time.

Burgerboller

Gæren røres ud i det lune vand sammen med olie. Æg og sukker tilsættes. Mel tilsættes lidt ad gangen, indtil dejen er elastisk men ikke tør. Dejen æltes i ca. 5 minutter, og efter 3 minutter tilsættes salt, og dejen æltes færdig. Dejen sættes til at hæve i 1 time, og deles i 4 store eller 6 små flade burgerboller, der efterhæver i ca. 20 minutter. Burgerbollerne pensles med vand og bages midt i ovnen ved 190 °C i 12-15 minutter. Burgerbollerne kan med fordel laves dagen før, eller mens anden køler af.

Sæt det hele på bordet så gæsterne selv kan samle deres burger.

Dagrofa ApS | Knud Højgaards Vej 19 | 7100 Vejle | Tlf.: 70 10 02 03